Autoriseret psykolog Mikkel Krog-Toft Nørrevig

I vidt forskellige funktioner har jeg gennem mange år arbejdet med socialt udsatte mennesker som på forskellig vis har haft brug for hjælp og støtte. Jeg har arbejdet på gulvet som døgninstitutionsmedarbejder, supervisor for socialarbejdere og socialpædagoger, leder af psykologer, kontaktpersoner og familiebehandlere og som selvstændig psykolog. Jeg kommer således med mange års relevant erfaring fra den socialpædagogiske/tværfaglige arena og i særdeleshed fra arbejdet med udsatte voksne, unge og familier.

Jeg er af den overbevisning, at vi som mennesker formes og påvirkes af de sammenhænge og relationer vi er en del af, hvad enten det er i vores private eller professionelle liv. Derfor er det vigtigt, når man arbejder med mennesker i svære livssituationer, at have adgang til refleksive rum, hvor man kan arbejde konstruktivt med de faglige udfordringer og dilemmaer man kan møde i dette arbejdsfelt.

Som supervisor bestræber jeg mig på at afstemme processen efter behovet for fordybelse, læring og handlingsanvisning. Derfor kan supervisionen antage forskellige former. Disse kan eksempelvis være: 

• Et “relationernes laboratorium“, hvor vi er nysgerrige på, hvad det er der udspiller sig mellem os og det menneske vi skal hjælpe, hvilke værdier, mestringsstrategier eller normer der kommer i spil – og hvilke indsigter det kan give, når vi kigger på de erfaringer, kontekster og positioner som relationen skal fungere i.

• Et læringsrum, hvor der på baggrund af faglige oplæg om relevante emner, arbejdes med de perspektiver og den forklaringskraft som medarbejderne oplever oplægget bringer til konkrete sager.

• Et træningsrum, hvor vi i supervisionen arbejder ud fra teorier eller metoder som medarbejderne gerne vil blive bedre til at bruge i deres virke – som eksempelvis LØFT, Signs Of Safety, Compassion, traumebevidste tilgange eller andet.

• Et refleksionsrum, hvor vi med Kirkegaards ord kan “tage os selv på os selv” som mennesker der træder ved siden af, mister tålmodigheden eller svarer hårdt og være undersøgende på, hvorfor vi reagerede som vi gjorde – og hvor det at tale om vores menneskelige fejlbarlighed er et udtryk for kollegial tillid og professionalisme.

Jeg har i mange år arbejdet i de arenaer, hvor medarbejderes arbejdsopgaver centrerer sig omkring udvikling og støtte til mennesker i udsatte positioner, hvad enten det har været gennem sociale, pædagogiske eller terapeutiske indsatser. Af samme årsag har jeg en skærpet opmærksomhed på den indflydelse som disse arbejdsfelters vilkår, udfordringer og krav kan have, på såvel det enkelte menneske som medarbejdergruppen.