Den svære coronatid

Mange mennesker er psykisk påvirkede af de ændrede livsvilkår grundet Covid-19. Coronavirus har for de fleste af os haft store konsekvenser – socialt, arbejdsmæssigt, økonomisk, psykisk eller alle på én gang. Flere og flere beskriver følelser af frygt, sygdomsangst, ensomhed og tristhed som reaktioner på den globale krise vi står i. De personer som var stressede eller følte sig pressede i forvejen står nu overfor endnu større udfordringer end før. Det kan være nok til at bægeret flyder over – selv for mentalt stærke personer, der ikke tidligere har oplevet psykisk mistrivsel. Mange er mere bekymrede end de plejer at være. Bange for at blive smittet, smitte andre, miste job eller miste kontakt til andre. Jeg møder mange mennesker i min praksis, som kæmper med de ændrede livsomstændigheder pt., og de fremstår med reaktioner der minder om sorgreaktioner. Tab af frihed, tab af den sociale kontakt, tab af livsglæde, tab af stabilitet og tryghed. Hvis du føler dig mere træt end normalt, ensom, trist, udbrændt, depressiv, har tankemylder, søvnbesvær eller oplever andre tegn på mistrivsel, er du ikke alene. Du behøver ikke stå med det alene. Du er velkommen til at kontakte mig, så vi kan få en snak om hvordan du kan ændre på den måde du har det – selvom der ikke er meget at ændre på rammen – det er faktisk muligt!

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, hvis du lige har behov for at vende din situation anonymt, og få lidt vejledning og rådgivning.

Psykiatrifondens rådgivning: Telefon 39 25 25 25

Telefonerne er åbne mandag-torsdag fra kl.10 til 22 og fredag til søndag fra kl. 10 til 18

Chatrådgivning mandag og onsdag fra kl. 18 til 22 og hver tirsdag, torsdag og lørdag fra kl.12 til 16

De samtaler i Psykiatrifondens rådgivning, som handler om coronavirus, er blandt andre med mennesker, der ikke kan slippe tanken om smitten eller konsekvenserne.

Fem gode råd

  • Se dig omkring og sig til dig selv, hvad du ser. Et billede, en radiator, hvad der nu end er på stedet. Det handler om at rette din opmærksomhed udad og komme tilbage til dig selv uden angsten.
  • Træk vejret helt ned i maven og pust angsten ud.
  • Tankestop – sig tanken imod og brems den. Sig simpelthen ”stop” for dig selv. Det kan give ro og plads til positive tanker.
  • Sørg for at sove godt – blive nysgerrig på om du kan finde ud af hvad der hjælper dig med at sove?
  • Undgå at isolere dig. Lav aftaler med de mennesker, du holder af. Engagér dig i meningsfulde aktiviteter. Det får fokus væk fra de angstfulde tanker, og det giver dig noget at glæde dig til.

Se mere på Psykiatrifonden – et godt liv til flere | Psykiatrifonden