Kilde: uddrag fra artiklen “Jeg råbte ad mit barn i går …”, Alt for Damerne, oktober 2019 

Giv jer selv en chance

Bøgerne skaber genkendelse, men hvad sker der når vi løfter blikket og skal kigge ud i verden. Hvad gør vi så, spørger jeg psykolog Julie Aasbjerg Andersen, der er 39 lige som mig, har tre børn, og som lever af at udrede og  behandler familier generelt og mødrende specifikt. “De fleste forældre er gode forældre. Men der er gået kontrol i den! I psykologiens verden troede man tidligere, at børn var en blank tavle, en tabula rasa, som forældrene sat deres præg på, men siden 90’erne har der været en meget mere indgående undersøgelse af børn, og forholdet mellem arv og miljø, og deres reelle behov,” forklarer eksperten mig. “Med opkomsten af de digitale og sociale medier, har alle fået adgang til den nyeste forkning, og deraf vågner der mange flere personlige holdninger til moderskabet. Vi forholder os ikke længere kun til vores eget moderskab, men også til andres moderskab. Der går konkurrence i at være mor “rigtigst”. Samtidig er der opstået en uhyrlig diskrepans mellem barnets fysiske behov, og det vi tror, at vi skal præstere. Vi ved næsten for meget, og derfor kan vi aldrig leve op til vores egne forventninger. Og det stresser og frustrerer os.”

Det er tabubelagt og fyldt med skyld, når vi føler vrede mod vores børn. Men kig på en hund med 9 hvalpe omkring sig. Hun langer også ud efter dem og sætter dem på plads.

Julie Aasbjerg Andersen mener, at det er en trist udvikling, hvis vi tror at vi skal være den bedste version af alle facetter i livet på en gang og hele tiden.” Det er tabubelagt og fyldt med skyld, når vi føler vrede mod vores børn. Men kig på en hund med 9 hvalpe omkring sig. Hun langer også ud efter dem og sætter dem på plads. Vores problem starter med grænsesætning. Vi tør ikke sætte grænserne tidligt nok, og samtidig er vi under pres, fordi der er så mange forskellige paradigmer, vi skal navigere i.” Hun sukker og fortsætter med en overbærende tone: ”Vi må ikke slå, ikke råbe, ikke bruge konsekvens pædagogik, ikke sende i skammekrog, ikke bruge “godnat og sov godt” metoden. Men hvad må vi så? For det er samtidig kun alpha hannen, som må vise vrede og aggression. Pæne piger må ikke miste kontrollen, og de viser kun moderskabets mest omsorgsfulde følelser. Alle de regler gør os forpinte. De kvinder jeg har i terapi bekymrer sig og grubler. De er så bange for, at de gør noget forkert.”

Men hvad skal vi stille op, vil jeg vide. For selvom det er naturligt at blive vred, er det jo stadig svært for os at navigere i såvel sociale regler og personlige følelser. “Vi skal give os selv en chance. Vi dømmer os selv så hårdt, fordi vi er usikre, eller fordi vi ikke kan leve op til det, vi har læst om i en bog. Men al forskning viser, at vi faktisk ikke kan modellere ret meget på vores børn. De er meget styret af deres genetik, og den kan vi ikke rykke på. Hvis vi fodrer, elsker, tager nogle snakke og sætter grænser for dem, så er det mere end godt nok. Det er så vildt, at vi mødre fortsat tror, at opgaven er så meget sværere, end den er.”

Psykologen mener ikke kun, at vi skal holde op med at komplicere moderskabet unødvendigt. Vi skal også lære at leve med bekymringerne over, om vi gør det godt nok, og så afgrænse tankemylderet. “Hvis man grubler for meget over sit moderskab, kan det blive for sort/ hvidt og for rigidt. Jeg har en klient, der er fyldt 65 som stadig og grubler over sit moderskab. Jeg håber virkeligt ikke, at jeg tænker over, om jeg skældte for meget ud, når jeg er 65. I stedet skal vi sætte nogle grænser for os selv, for eksempel at du kun må spekulere over din rolle og dagens forløb i tidsrummet 20-21.” Julie Aasbjerg Andersen mener, at de fleste kvinder har en fin fornemmelse af, hvornår skæld ud og vrede fylder for meget. Det er hvis vi kommer ud i en vane, hvor vi miste kontrollen overfor vores børn systematisk. Og så skal vi bede om hjælp fra en terapeut og fra vores nære relationer.