Depression eller bare en dårlig periode?

Det kan være svært at afgøre om man har en depression eller om man bare er inde i en dårlig periode, hvor man føler sig mere trist. Mange oplever at den måde de har det på svinger markant. Gennem årene har jeg lagt mærke til at personer som opsøger mig for at få psykologhjælp ofte stiller følgende spørgsmål: hvor ”slemt” skal man have det, før man har en depression? Kan man have en depression, når man passer sit job, venner og familie mv.? Svaret er ikke enkelt. Hvis du er en pligtopfyldende person, og der fra omverdenens side er store krav til dig, kan du godt lykkes med at undertrykke den måde du reelt har det på. På sigt kan det medføre en følelse af stress og udbrændthed, hvis du ikke passer på dig selv, stopper op og finder ud af hvad du har behov for.

Hver 5. eller 6. af os udvikler symptomer på depression på et tidspunkt i livet. (Psykiatrifonden.dk)

Herunder er nogle tegn du skal være opmærksom på, når du skal afgøre om du måske skal skrue lidt ned, eller har behov for professionel hjælp. Det er altid en god idé at tage en snak med sin læge. Du kan også vælge at kontakte en psykolog, for at opstarte samtaler omkring dine symptomer, og begynde processen omkring at få det bedre igen.

Tegn på depression

  1. Følelse af tristhed over en længere periode uden at kunne pege på en årsag
  2. Manglende interesse og energi
  3. Skyldfølelse og selvbebrejdelse
  4. Manglende selvtillid og følelse af meningsløshed
  5. Koncentrationsvanskeligheder
  6. Isolationstendens og orker ikke socialt samvær
  7. Dårlig søvn, fx tidlig opvågning, afbrudt eller for meget
  8. Øget eller nedsat appetit

(Psykiatrifonden.dk)

Millioner af mennesker rundt omkring i verden lever med en depression. Mange af disse personer og deres familier er bange for at tale om deres vanskeligheder, og er i tvivl om hvor de skal gå hen og få hjælp. Depression kan forebygges og behandles. Anerkende at der er tale om en depression og at søge hjælp er de første og mest kritiske skridt på vej mod at blive rask igen. WHO har i forbindelse med World Mental Health Day lavet en video, som illustrerer hvordan man overkommer depression (www.who.int, 2019). Klik på linket til Youtube-videoen.