psykolog PTSD

Gaming-afhængighed

”Måske gamer jeg for meget”. ”Jeg burde indføre regler for mig selv, så jeg ikke kommer til at game hele dagen”. ”Jeg gjorde det igen! Jeg kom til at game flere timer i træk! Jeg fik ikke lavet nogen af de tusind ting, jeg satte mig for at lave i dag! Jeg hader mig selv!”

Har du oplevet at have denne her slags tanker? Eller andre slags tanker, der minder meget om? Det kan være nogle svære tanker at forholde sig til, da det kan være svært for alvor at overbevise sig selv om, at man vitterligt gamer for meget. For hvad vil det overhovedet sige? Det er vel ikke det samme som ikke at kunne stoppe med fx at ryge cigaretter. Så hvad er problemet?

Afhængighed er kun for misbrugere?

Når vi tænker på afhængighed, tænker vi typisk på et eller andet der indtages og har en konkret effekt på vores kroppe og/eller sind; Nikotin i cigaretter eller THC i hash. Så hvordan kan vi overhovedet tale om gaming-afhængighed? Og selv hvis det er en afhængighed, hvorfor er det så et problem, hvis der ikke indtages noget ”giftigt”?

Vi mennesker kan være tilbøjelige til at putte ting i kasser; sundt/usundt, godt/dårligt, psykisk sygdom/normal, et problem/ikke et problem. Hvis man gamer rigtig meget, og man tit oplever at éns samvittighed nager én, kan det være svært at få gjort noget ved det, da de fleste af os putter gaming, selv i ekstreme mængder i en helt anden kategori end ”afhængighed” eller ”misbrug”.

Hvad for en kasse, du putter det i, er ikke det væsentlige. Det væsentlige er om din samvittighed nager dig – om du går rundt og er ærgerlig over dig selv, for det er ikke et rart sted at være psykisk. Og selvom gaming ikke er giftigt som sådan, er der højest sandsynlig en grund til, at din samvittighed plager dig. Det kan være, der er andre fritidsaktiviteter, aktiviteter som var meningsfulde og gav dig en unik slags glæde, som du ikke længere har tid til. Det kan være, du kommer til at bruge gaming som en flugt, når livet bliver for hårdt, hvilket du måske bliver mere og mere tilbøjelig til, nu mere du gamer – nu mindre kontaktflade du har med det virkelige liv. Uanset hvad grunden er, så behøver det ikke være sådan, at du er underlagt din dårlige samvittighed og de negative tanker, som den bringer med sig. Tag et kig på, hvordan du skemalægger dine dage. Og hvis du slet ikke skemalægger dine dage, kunne det være en ide at ”tvinge” sig selv til at lave andre ting, så man giver sig selv muligheden for at genopdage alt det andet, livet har at tilbyde.

Det her kan være svært og kompliceret at stå alene med. Og netop derfor kan man komme til at udsætte og ignorere problemet. Hos Mentalt Overskud har vi gode erfaringer med at hjælpe mennesker til få et overblik over deres liv og de onde cirkler omkring fx gaming, som kan have sneget sig ind.

Skrevet af Markus Jacobsen, psykolog hos Mentalt Overskud