Nu holder du op!

Artikel skrevet af Sine Gerstenberg

Der er en ny ærlighed undervejs blandt os mødre. Jeg kan se det hos mig selv, mine nærmeste veninder og i den bredere offentlighed. Vi har alle prøvet at blive vrede på vores børn, at miste selvkontrollen og råbe for højt og skælde for meget ud. Men det er sjældent, vi lufter den følelse af skam og afmagt, der følger i kølvandet på den slags kontroltab.

Line Jensen er en af de modige, der tør at vise de mindre flatterende sider af moderskabet. Hun er mor til tre døtre og har siden sin barsel med den yngste, Solvej på 3 år, ærligt og humoristisk illustreret sine frustrerede hverdagserfaringer på sin Instagram-profil og i de to illustrerede bøger ”Hver dag starter det forfra” og ”Det store regnestykke”. Men hvordan tør hun?

– Da jeg startede med at tegne min hverdag, havde jeg ikke en mission om, at ”nu skal vi mødre sige fra”. Jeg startede, fordi jeg ikke kunne holde ud, at jeg ikke havde styr på den hverdag. Jeg begyndte i al stilfærdighed at dele mine tegninger på Instagram, og jeg blev overrasket over, hvor mange der har det på samme måde, fortæller Line, da vi mødes.

– Men nu har jeg givet veninder og helt fremmede mennesker ”lov” til at sige det højt. Jeg er blevet mere rappenskralde-agtig over tid, fordi jeg måske føler mig mere forpligtet til at sige det højt, som så mange kvinder skammer sig over. Vrede mødre er jo bare frustrerede mødre. Det er alle os, der ikke kan finde ud af det hele, hele tiden.

Ingen mennesker er den bedste version af sig selv alle døgnets 24 timer. Det skal vi huske på. Og da slet ikke søvnunderskudsramte småbørnsforældre, forklarer psykolog Julie Aasbjerg Andersen.

– Det er tabubelagt og fyldt med skyld, når vi føler vrede mod vores børn. Men kig på en hund med ni hvalpe omkring sig. Hun langer også ud efter dem og sætter dem på plads. Vores problem starter med grænsesætning. Vi tør ikke sætte grænserne tidligt nok.

 

En rigtig mor

Det, der har gjort Line Jensens streg så populær, er, at den er underspillet og ærlig. Hun skal ikke være en fjollet Bridget Jones eller en håbløs Nynne-type. Hendes karakterer er afvæbnende, fordi hun ligner alle mødre, og hendes børn bliver aldrig udstillet eller dæmoniseret.

– Mine tegninger er i udgangspunktet meget underspillede og tager udgangspunkt i en personlig følelse. Jeg er meget lidt belærende, jeg siger bare ”nu fik jeg det sådan her igen”. Og det har ræsonneret med overraskende mange kvinder, fortæller Line.

Den genklang åbnede hendes øjne for, at det her ikke er et privat problem, som hun og hendes mand bøvler med, men et strukturelt, politisk problem.

– Jeg er blevet vækket af den respons, som jeg har fået. Jeg er blevet mindre bitter på mine egne vegne og mere indigneret på mit køns vegne. For vi kalder det stadig for en ”karrierekvinde” og en ”familiefar”. Du hører ingen sige ”familiemor” eller ”karrierefar”. Vi kæmper stadig med gamle stereotyper, for de lever videre i os. Vi kræver af os selv, at vi skal elske at hente børn og skifte bleer. Men vi er også så usikre på vores morrolle, og vi kan ikke lade være med hele tiden at sammenligne os med andre. Der er stadig en underforstået ide om, at man kan være mor på en ”rigtig” og en ”forkert” måde. Men tænk en befrielse det ville være, hvis vi måtte være mødre på lige så mange måder, som vi må være mænd og kvinder.

Som et resultat af de digitale og sociale mediers indtog i vores hverdagsliv, bliver vi i langt højere grad end tidligere eksponeret for ekspertråd og andre familiers levevis, og det giver anledning til sammenligning, påpeger Julie Aasbjerg Andersen.

– Vi har alle fået adgang til den nyeste forskning, og deraf vågner der mange flere personlige holdninger til moderskabet. Vi forholder os ikke længere kun til vores eget moderskab, men også til andres moderskab. Der går konkurrence i at være mor ”rigtigst”, siger psykologen.

 

Mor skal være i kontrol

Men er det kun kvindernes problem? Har fædre mere lov til at være trætte af forældrerollen?

– Måske har de mere lov, men jeg tror slet ikke, at de når at blive lige så vrede og irriterede. De kan i større grad stemple ud, gå på arbejde og tage til fodbold. Kvinder, der vil stemple ud, bliver der set skævt til, siger Line Jensen og fortsætter med et skælmsk glimt i øjet.

– Vi burde jo elske at være hjemme med vores børn og opvask. Vreden kommer, fordi vi ikke får tilladelse til at have lyst til at slippe væk hjemmefra. Vi må ikke være bitre og frustrerede, fordi det bliver så uklædeligt og offeragtigt. Vi bliver trætte af at høre på os selv, og andre bliver trætte af at høre på os. Men vi skal turde at sige det højt. Da jeg sagde til min mand, at nu vil jeg bruge mere tid på mine tegninger og bøger, fik vi en ny dynamik ind i vores forhold, siger hun.

Den arketypiske mor er mild, overbærende og rolig, derfor kommer man nemt til at føle sig som en lortemor efter et vredesudbrud, hvor kommandoerne er fløjet gennem luften.

– Vi må ikke slå, ikke råbe, ikke bruge konsekvens-pædagogik, ikke sende i skammekrog, ikke bruge ”godnat og sov godt”-metoden. Men hvad må vi så? For det er samtidig kun alfahannen, som må vise vrede og aggression. Pæne piger må ikke miste kontrollen, og de viser kun moderskabets mest omsorgsfulde følelser. Alle de regler gør os forpinte. De kvinder, jeg har i terapi, bekymrer sig og grubler. De er så bange for, at de gør noget forkert, forklarer psykolog Julie Aasbjerg Andersen.

Line Jensen viser måske scener fra privatlivet, men hun rammer balancen, hvor det ikke føles som dyneløfteri. Skyldes det mon, at det er nemmere at italesætte moderskabets mindre flatterende sider, når man tegner dem?

– Helt sikkert. Jeg må tegne bræk og lort og tamponer og sex. Jeg må sige meget mere om min familie i denne her form, end hvis jeg tog billeder af det. Jeg kan godt se tilbage og tænke: ”Shit, sagde jeg det?” I starten var det jo bare mit lille, hemmelige projekt, men nu er det offentligt. Men med tegninger kan jeg lægge en tone ind over og give et lag af noget afvæbnende – det kan man ikke på samme måde med billeder. Selvom jeg tit tegner mit rod en til en, så bliver det et billede på ”alles rod”. Hvis jeg tog billeder, ville det blive ”mit rod”, ”mine børn”, ”min mand”. Når jeg tegner, er det alles rod, alles børn, alles mand.

Og det er netop det brede perspektiv, der har gjort Line Jensen til så mange mødres talerør.

– Jeg lægger et omvendt Instagram-filter på mine tegninger. Alle andre har kaos og rod, og så tager de et billede af solstrålerne, der rammer de nybagte boller. Med mig er det omvendt. Der er mange dage, det går godt, men det er den opståede konflikt, som jeg graver ned i, fortæller Line Jensen.

– Jeg udleverer os kunstnerisk. Mange af vores venner tror måske, at vi har det meget værre, end vi har det. Men det er jo netop, fordi vi har det så godt i vores forhold, at jeg kan tegne det, når vi har det dårligt. Det er ikke dårligt, at tingene er hårde, det er en del af pakken. Det er sådan, det er at være familie. Det er meget sjældent i kærlighedsforhold, at vi elsker hinanden ubekymret fra morgen til aften. Jeg kalder det jo en kærlighedshistorie, fordi det ikke er en kritik, det er et billede på, at sådan er hverdagene.

 

Den skamfulde vrede

Norske Monica Isakstuen er den næste, jeg opsøger. Vi har talt sammen før. Om at være ærlige og om at være mødre. Jeg har krummet tæer over begge hendes prisbelønnede bøger, ”Vær god ved dyrene” og ”Raseri”, men jeg har også læst mig selv ind i dem. De mødre, der indtager hovedrollen i bøgerne, er vrede og afmægtige, og forfatteren lægger ikke fingre i mellem. De bliver irriterede på deres unger, ønsker dem indimellem langt væk og kommer til at råbe ad dem. Men hvorfor skal vi læse om alt det, vi så nødigt vil stå ved?

– Der er så meget skam knyttet til de her følelser, selvom de er en stor og nærværende del af moderskabet. Børnene er så små, og vi er så store. Det er magtforholdet, der skaber ubalancen, og det er den, der gør, at vi ikke vil stå ved vores voldsomhed, siger Monica, der selv er mor til tre.

– De er små væsener, og vi mener jo alle, at børn i udgangspunktet er uskyldige. Det er os, der former dem. Derfor frygter vi jo også, at vi påvirker dem, når vi bruger vores stemmekraft, hænder og raseri til at skræmme og straffe dem.

Ifølge Sofie Münster, der er grundlægger af Nordic Parenting og familieekspert på Go’ Morgen Danmark, er vreden blevet så tabuiseret, fordi den falder uden for de herskende paradigmer for opdragelse, vi retter os mod nu.

– Det er ikke længere moderne at være en forælder, som barnet er bange for, og de færreste forældre vil gennemtvinge deres magt. Vi vil hellere have en nær relation til vores børn end at være en figur, barnet frygter, siger hun.

Det fascinerende ved Monica Isaktuens bøger er, at hun lader sine karakterer udsige alt det, vi knap nok tør tænke. I bogen ”Raseri” spørger hovedpersonen sig selv, om hun mon skader sine børn med sin vrede.

– Det er jo svært at svare på, og derfor kommer der en frygt, efter vreden har raset. Jeg bekymrer mig om en masse ting, og bøgerne er jo også vokset ud af de tanker. Frygten er en stor drivkraft. I Norge er der så mange bøger om, hvordan du bliver en god og tålmodig forælder. Men der er en stor afstand mellem det, du læser i sengen om aftenen med de bedste intentioner, og det, du så magter at gøre næste dag.

Ingen bog i verden kan forberede en på, hvordan det er at blive forælder. Sommetider skal man reagere på et splitsekund, og det er ikke altid lige kønt. Det går nok, så længe raserianfaldene ikke bliver hverdagskost. Ungerne er hurtigt videre. Værre er det med selvbebrejdelsen, der som regel hænger ved.

– Vi skal give os selv en chance. Vi dømmer os selv så hårdt, fordi vi er usikre, eller fordi vi ikke kan leve op til det, vi har læst om i en bog. Men al forskning viser, at vi faktisk ikke kan modellere ret meget på vores børn. De er meget styret af deres genetik, og den kan vi ikke rykke på. Hvis vi fodrer, elsker, tager nogle snakke og sætter grænser for dem, så er det mere end godt nok. Det er så vildt, at vi mødre fortsat tror, at opgaven er så meget sværere, end den er, pointerer Julie Aasbjerg Andersen.

 

Alle kan spejle sig i ærligheden

Det er ikke selvbiografier, som den norske forfatter har skrevet. Og det var helt bevidst. For selvom det kunne virke angstprovokerende at skrive om alle de tanker og handlinger, en mor har mindst lyst til at stå ved, vidste hun også, at det var helt afgørende at skabe et fælles fiktivt rum for en udbredt følelse.

– For mig bliver det nemmere at skrive om vreden, når jeg bruger en tredje person. Når jeg skriver en roman, går jeg steder hen i sindet, jeg ellers ikke troede, jeg turde. Men fordi bøgerne har 200 sider, er jeg begrænset med sætninger, og tabuet kan fastholdes i en ramme. Når jeg så står på en scene og skal læse højt fra mine bøger eller skal give interviews, vender tabuet tilbage, erkender forfatteren.

– Jeg bliver altid bange, når bøgerne udkommer. Så ser jeg, hvad jeg har ”gjort”, og hvad jeg har ladet mine karakterer gøre og sige. Det tænker jeg ikke over undervejs. Men det har jo vist sig, at det aldrig er så farligt igen. For responsen er altid positiv, og mine læsere fortæller, at de kan spejle sig i mine bøger og dermed føle sig mindre ængstelige.

Det forsonende ved bøgerne er også, at Monica tør spille registeret helt ud, og dermed virker vores egne fortrædeligheder helt acceptable – eller i hvert fald mindre alvorlige.

– Jeg overdriver helt bevidst og fokuserer på bekymringen, fortvivlelsen og vreden. Der er jo også lykke og glæde knyttet til det at være mor, men det interesserer mig ikke at skrive om det. Jeg er så optaget af denne her tanke om ikke at slå til, og hvorfor vi er så bange for det. Jeg udforsker vores balanceakt mellem raseri, udbrud og refleksion. Jeg oplever, at vi er blevet mere åbne om vreden, men det skyldes nok også, at vi er mere optaget af, hvordan vi gør det ”rigtige” over for vores børn, det er kontrasten mellem bestræbelse og virkelighed, vi tør tale mere om.

Derfor har det også været afgørende for forfatteren ikke at censurere sig selv. Også når ordene, der flød fra hendes pen, var barsk læsning.

– Jeg var vældig optaget af, at mine personer ikke skulle overskride grænsen mellem at være en frustreret mor til at være en børnemishandler. Så blev det nemlig et helt andet tema. Men det er dejligt at få lov til at skrive og være irrationel uden at skulle undskylde eller forklare det. Børnene har nemmere ved at tilgive vores vrede, end vi selv har. Vi undskylder og bortforklarer over for os selv, når vi mister besindelsen, men det behøver jeg ikke gøre i mine bøger.

Kilde: www.alt.dk