Jeg råbte ad mit barn i går

Artikel skrevet af Sine Gerstenberg

Mor er ikke sur. Mor er vred. Men må hun overhovedet være det, hvor kommer vreden fra og hvad skal hun stille op med den og hvor kan hun finde ligesindede mødre?  Alt for Damenerne sendte en mor på jagt efter svar

“Du må meget gerne skrive om noget, der optager dig selv,” siger mine redaktør Christine til mig. Hun ved jeg på mange måder ligner min læsere, både i alder og interesseområder. Mor til tre børn, glad for at gå på arbejde, nysgerrig omkring mode og madlavning, en kritisk læser og måske en anelse fortravlet. Så hvilke emner fylder? Der er de indlysende. Parforhold, balancen mellem arbejdsliv og fritid, behovet for selvudvikling og lysten til at engagere sig i det samfund jeg er en del af. Og så er der det nagende, tabubelagte emne. Om den korte lunte, dagene hvor hele familien får det forkerte ben ud af sengen, og om den selvkontrol, man som mor indimellem mister. Og så bliver jeg vred, frustreret og ærligt talt afmægtig. For alle de gode intentioner, den hjemmelavede spaghettiret og den politisk korrekte madpakke, jeg har smurt, virker uendeligt uimponerende, når jeg taber fatningen, råber for højt eller skælder for meget ud. Og selvom det som kvinde er blevet helt i orden at forlange samme løn som sin mandlige kollega, og at indrømme når vi hellere vil tilbage på arbejde end at tage en lang barsel, så er der et tabu, der stadig føles unævneligt: når vi bliver vrede.

 

Bryd tabu med humor

Men jeg fornemmer at jeg  ikke er alene om at være en uperfekt mor, der hverken har tillagt sig et konsekvent girafsprog eller indfølende kan forstå mit barns had til gummistøvler, gulerødder eller gemene sengetider. For der er noget undervejs. En ny ærlighed. Og det er ikke bare blandt nære veninder, men også i den bredere offentlighed. Line Jensen, er en af de modige, der tør at vise de mindre flatterende sider af moderskabet. Hun har selv tre døtre, og har siden sin barsel med den yngste, Solvej på 3 år, ærligt og humoristisk illustreret sine frustrerede hverdagserfaringer på sin Instagramprofil og i de to illustrerede bøger “Hver dag starter det forfra” og “Det store regnestykke”. Den modige mor, må jeg invitere på kaffe. For det er ikke bare moderrollen, hun beskriver, men også moderens afmagt overfor sine børn. Hvorfor er det et vigtigt tema at berøre?

“Da jeg startede med at tegne min hverdag, havde jeg ikke en mission om at “nu skal vi mødre sige fra.” Jeg startede fordi, jeg ikke kunne holde ud, at jeg ikke havde styr på den hverdag. Jeg begyndte begyndte i al stilfærdighed at dele mine tegninger på Instagram, og jeg blev overrasket over hvor mange, der har det på samme måde,” fortæller Line, da vi mødes. “Men nu har jeg givet veninder og helt fremmede mennesker ‘lov’ til at sige det højt. Jeg er blevet mere rappenskralde-agtig over tid, fordi jeg måske føler mig mere forpligtet til at sige det højt, som så mange kvinder skammer sig over. Vrede mødre er jo bare frustrerede mødre. Det er alle os, der ikke kan finde ud af det hele, hele tiden.”

Det, der har gjort Line Jensens streg så populær er, at den er underspillet og ærlig. Hun skal ikke være en fjollet Bridget Jones eller en håbløs Nynne-type. Hendes karakterer er afvæbnende fordi, hun ligner alle mødre og hendes børn bliver aldrig udstillede eller dæmoniserede. “Mine tegninger er i udgangspunktet meget underspillede, og de tager udgangspunkt i en personlig følelse. Jeg er meget lidt docerende. Jeg råber aldrig op, jeg siger bare, “nu fik jeg det sådan her igen”. Og det har ræsonneret med overraskende mange kvinder,” fortæller Line.

Den genklang åbnede hendes øjne for, at det her ikke er et privat problem, som hun og hendes mand bøvler med, men et strukturelt, politisk problem. “Jeg er blevet vækket af den respons, som jeg har fået. Jeg er blevet mindre bitter på mine egne vegne, og mere indigneret på mit køns vegne. For vi kalder det stadig for en “karrierekvinde” og en “familiefar”. Du hører ingen sige “familiemor” eller “karrierefar”. Vi kæmper stadig med gamle stereoptyper, for de lever videre i os. Vi kræver af os selv, at vi skal elske at hente børn og skifte bleer. Men vi er også så usikre på vores moderroll, og vi kan ikke lade være med hele tiden at sammenligne os med andre. Der er stadig en underforstået ide om, at man kan være mor på en “rigtig” og en “forkert” måde. Men tænk en befrielse det ville være, hvis vi måtte være mødre, på ligeså mange måder, som vi må være mænd og kvinder.” Men er det kun kvinderne det? Har fædre har mere lov til at være trætte af forældrerollen, tænker jeg højt. “ Måske har de mere lov, men jeg tror slet ikke, at de når at blive lige så vrede og irriterede. De kan i større frad stemple ud, gå på arbejde og tage til fodbold. Kvinder, der vil stemple ud, bliver der set skævt til,” siger Line, og fortsætter med et skælmsk glimt i øjet. “Vi burde jo elske at være hjemme med vores børn og opvask. Vreden kommer, fordi vi ikke får tilladelse til at have lyst til at slippe væk hjemmefra. Vi må ikke være bitre og frustrede, fordi det bliver så uklædeligt og offeragtigt. Vi bliver trætte af at høre på os selv, og andre bliver trætte af at høre på os. Men vi skal turde at sige det højt. Da jeg sagde til min mand, at nu vil jeg vil bruge mere tid på mine tegninger og bøger, fik vi en ny dynamik ind i vores forhold.”

Line Jensen viser måske scener fra privatlivet, men hun rammer balancen, hvor det ikke føles som dyneløfteri. Skyldes det mon, at det er nemmere at italesætte moderskabets mindre flatterende sider, når man tegner dem? “Helt sikkert. Jeg må tegne bræk og lort og tamponer og sex. Jeg må sige meget mere om min familie i denne her form, end hvis jeg tog billeder af det. Jeg kan godt se tilbage og tænke “Shit, sagde jeg det?”. I starten var det jo bare mit lille, hemmelige projekt, men nu er det offentligt. Men med tegninger kan jeg lægge en tone ind over og give et lag af noget afvæbnende – det kan man ikke på samme måde med billeder. Selvom jeg tit tegner mit rod en til til en, så bliver det et billede på “alles rod”. Hvis jeg tog billeder ville det blive “mit rod”, “mine børn”, “min mand”.  Når jeg tegner er det alles rod, alles børn, alles mand.”

Og det er netop det brede perspektiv, der har gjort Line Jensen til så mange mødres talerør. “Jeg lægger et omvendt Instagramfilter på mine tegninger. Alle andre har kaos og rod, og så tager de et billede af solstrålerne, der rammer de nybagte boller. Med mig er det omvendt. Der er mange dage, det går godt, men det er den opståede konflikt, som jeg graver ned i,” fortæller Line Jensen.  “Jeg udleverer os kunstnerisk. Mange af vores venner tæt på tror måske, at vi har det meget værre, end vi har det. Men det er jo netop fordi, at vi har det så godt i vores forhold, at jeg kan tegne det, når vi har det dårligt. Det ikke er dårligt at tingene er hårde, det er en del af pakken. Det er sådan det er at være familie. Det er meget sjældent i kærlighedsforhold, at vi elsker hinanden ubekymret fra morgen til aften. Jeg kalder det jo en kærlighedshistorie, fordi det ikke er en kritik, det er et billede på at sådan er hverdagene.”

 

Alle kan spejle sig i ærligheden

Norske Monica Isakstuen er den næste, som jeg opsøger. Vi har talt sammen før. Om at være ærlige, og om at være mødre. Jeg har krummet tæer over begge hendes prisbelønnede bøger, “Vær god ved dyrene” og “Rase” – men jeg har også læst mig selv ind i dem. De mødre, der indtager hovedrollen i bøgerne er vrede og afmægtige, og forfatteren lægger ikke fingre i mellem. De bliver irriterede på deres unger, ønsker dem indimellem langt væk og kommer til at råbe af dem. Men hvorfor skal vi læse om alt det, vi så nødigt vil stå ved? “ Der er så meget skam knyttet til de her følelser, selvom de er en stor og nærværende del af moderskabet. Børnene er så små, og vi er så store. Det er magtforholdet, der skaber ubalancen, og det er den der gør, at vi ikke vil stå ved vores voldsomhed,” siger Monica, der selv er mor til tre. “De er små væsener, og vi mener jo alle at børn i udgangspunktet er uskyldige. Det er os, der former dem. Derfor frygter vi jo også, at vi påvirker dem, når vi bruger vores stemmekraft, hænder og raseri til at skræmme og straffe dem.”

Det fascinerende ved Monica Isaktuens bøger er, at hun lader sine karakterer udsige alt det, vi knap nok tør tænke. I bogen “Rase”, spørger hovedpersonen sig selv, om hun mon skader sine børn med sin vrede. “Det er jo svært at svare på, og derfor kommer der en frygt, efter vreden har raset. Jeg bekymrer mig om en masse ting, og bøgerne er jo også vokset ud af de tanker. Frygten er en stor drivkraft. I Norge er der så mange bøger om, hvordan du bliveren god og tålmodig forældre. Men der er en stor afstand mellem det, du læser i sengen om aftenen med de bedste intentioner, og det du så magter at gøre næste dag.”

Det er ikke selvbiografier, som den norske forfatter har skrevet. Og det var helt bevidst. For selvom det kunne virke angstprovokerende at skrive, om alle de tanker og handlinger, en mor har mindst lyst til at stå ved, vidste hun også, at det var helt afgørende, at skabe et fælles fiktivt rum, for en udbredt følelse. “For mig bliver det nemmere at skrive om vreden, når jeg bruger en tredje person. Når jeg skriver en roman, går jeg steder hen i sindet, jeg ellers ikke troede, jeg turde. Men fordi bøgerne har 200 sider, er jeg begrænset med sætninger, og tabuet kan fastholdes i en ramme. Når jeg så står på en scene og skal læse højt fra mine bøger, eller skal give interviews vender tabuet tilbage,”  erkender forfatteren. “Jeg bliver altid bange, når bøgerne udkommer ud. Så ser jeg hvad, jeg har ‘gjort’, og hvad jeg har ladet mine karakterer gøre og sige. Det tænker jeg ikke over undervejs. Men det har jo vist sig, at det aldrig er så farligt igen. For responsen er altid positiv, og mine læsere fortæller, at de kan spejle sig i mine bøger, og dermed føle sig mindre ængstelige.”

Det forsonende ved bøgerne er også at Monica tør at spille registeret helt ud, og dermed virker vores egne fortrædeligheder helt acceptable – eller i hvert fald mindre alvorlige. “Jeg overdriver helt bevidst og fokuserer på bekymringen, fortvivlelsen og vreden. Der er jo også lykke og glæde knyttet til det at være mor, men det interesserer mig ikke, at skrive om det. Jeg er så optaget af denne her tanke om ikke at slå til, og hvorfor vi er så bange for det. Jeg udforsker vores balanceakt mellem raseri, udbrud og refleksion. Jeg oplever, at vi er blevet mere åbne omkring vreden, men det skyldes nok også,  at vi er mere optagede af, hvordan vi gør det ‘rigtige’ overfor vores børn, det er kontrasten mellem bestræbelse og virkelighed, vi tør tale mere om.” Derfor har det også været afgørende for forfatteren, ikke at censurere sig selv. Også når ordene, der flød fra hendes pen, var barsk læsning. “Jeg var vældigt optaget af, at mine personer ikke skulle overskride grænsen fra at være en frustreret mor til at være en mishandlet. Så blev det nemlig et helt andet tema. Men der er dejligt at få lov til at skrive og være irrationel, uden at skulle undskylde eller forklare det. Børnene har nemmere ved at tilgive vores vrede, end vi selv har det. Vi undskylder kun. Det behøver jeg ikke gøre i mine bøger.”

 

Giv jer selv en chance

Bøgerne skaber genkendelse, men hvad sker der når vi løfter blikket og skal kigge ud i verden. Hvad gør vi så, spørger jeg psykolog Julie Aasbjerg Andersen, der er 39 lige som mig, har tre børn, og som lever af at udrede og  behandler familier generelt og mødrende specifikt. “De fleste forældre er gode forældre. Men der er gået kontrol i den! I psykologiens verden troede man tidligere, at børn var en blank tavle, en tabula rasa, som forældrene sat deres præg på, men siden 90’erne har der været en meget mere indgående undersøgelse af børn, og forholdet mellem arv og miljø, og deres reelle behov,” forklarer eksperten mig. “Med opkomsten af de digitale og sociale medier, har alle fået adgang til den nyeste forkning, og deraf vågner der mange flere personlige holdninger til moderskabet. Vi forholder os ikke længere kun til vores eget moderskab, men også til andres moderskab. Der går konkurrence i at være mor “rigtigst”. Samtidig er der opstået en uhyrlig diskrepans mellem barnets fysiske behov, og det vi tror, at vi skal præstere. Vi ved næsten for meget, og derfor kan vi aldrig leve op til vores egne forventninger. Og det stresser og frustrerer os.”

Julie Aasbjerg Andersen mener, at det er en trist udvikling, hvis vi tror at vi skal være den bedste version af alle facetter i livet på en gang og hele tiden.” Det er tabubelagt og fyldt med skyld, når vi føler vrede mod vores børn. Men kig på en hund med 9 hvalpe omkring sig. Hun langer også ud efter dem og sætter dem på plads. Vores problem starter med grænsesætning. Vi tør ikke sætte grænserne tidligt nok, og samtidig er vi under pres, fordi der er så mange forskellige paradigmer, vi skal navigere i.” Hun sukker og fortsætter med en overbærende tone: ”Vi må ikke slå, ikke råbe, ikke bruge konsekvens pædagogik, ikke sende i skammekrog, ikke bruge “godnat og sov godt” metoden. Men hvad må vi så? For det er samtidig kun alpha hannen, som må vise vrede og aggression. Pæne piger må ikke miste kontrollen, og de viser kun moderskabets mest omsorgsfulde følelser. Alle de regler gør os forpinte. De kvinder jeg har i terapi bekymrer sig og grubler. De er så bange for, at de gør noget forkert.”

Men hvad skal vi stille op, vil jeg vide. For selvom det er naturligt at blive vred, er det jo stadig svært for os at navigere i såvel sociale regler og personlige følelser. “Vi skal give os selv en chance. Vi dømmer os selv så hårdt, fordi vi er usikre, eller fordi vi ikke kan leve op til det, vi har læst om i en bog. Men al forskning viser, at vi faktisk ikke kan modellere ret meget på vores børn. De er meget styret af deres genetik, og den kan vi ikke rykke på. Hvis vi fodrer, elsker, tager nogle snakke og sætter grænser for dem, så er det mere end godt nok. Det er så vildt, at vi mødre fortsat tror, at opgaven er så meget sværere, end den er.”

Psykologen mener ikke kun, at vi skal holde op med at komplicere moderskabet unødvendigt. Vi skal også lære at leve med bekymringerne over, om vi gør det godt nok, og så afgrænse tankemylderet. “Hvis man grubler for meget over sit moderskab, kan det blive for sort/ hvidt og for rigidt. Jeg har en klient, der er fyldt 65 som stadig og grubler over sit moderskab. Jeg håber virkeligt ikke, at jeg tænker over, om jeg skældte for meget ud, når jeg er 65. I stedet skal vi sætte nogle grænser for os selv, for eksempel at du kun må spekulere over din rolle og dagens forløb i tidsrummet 20-21.” Julie Aasbjerg Andersen mener, at de fleste kvinder har en fin fornemmelse af, hvornår skæld ud og vrede fylder for meget. Det er hvis vi kommer ud i en vane, hvor vi miste kontrollen overfor vores børn systematisk. Og så skal vi bede om hjælp fra en terapeut og fra vores nære relationer.

 

Det er gentagelsen, ikke undtagelsen der vigtig

Forfatter, forældreekspert  og grundlægger af “Nordic Parenting” Sofie Münster istemmer psykologens vurdering, da jeg ringer til hende for at få de sidste råd med inden ulvetimen sætter ind. “Vi godt at systematisk skæld ud, uforudsigelig opførsel og voldsom stemmeføring er dårligt for vores børn. Men det betyder ikke, at det er helt forfærdeligt, hvis det sker en enkelt gang i mellem. Anerkend det når dit barn er blevet bange, og tag din egen vrede på dig. Det er gentagelsen og ikke undtagelsen, der gør en forskel,” siger Sofie Münster. Hun mener, at vreden er blevet så tabuiseret, fordi den falder uden for det herskende paradigme. “Det er ikke moderne længere, at være en forældre, som barnet er bange for, og ingen forældre vil gennemtvinge deres magt. Vi vil hellere have en nær relation til vores børn, end at være en skræmmende figur.”

Sofie Münster bifalder, at der er kommet et større fokus på den vrede og frustration moderne mødre kan føle, og at vi tør at kradse i de glansbilleder, der var meget fremherskende på de sociale medier for fem og ti år siden. Men hun menerogså, at kvinderne kan hjælpe sig selv. Dels ved at kigge på mændene, dels ved at ændre synet på børnenes handlinger. “Jeg har været mor siden jeg var 20 år.  Jeg har aldrig været ung uden børn. Jeg kunne sagtens blive rigtigt vred på mit første barn, og det kan både hun og jeg huske. Men jeg har siden taget en principbeslutning: jeg mister ikke besindelsen. Jeg gør det bare ikke!  Det tager tid, og jeg er ikke hellig. Det er svært.”

Eksperten opfordrer os til at kigge med friske øjne på det umulige barn. For når barnet reagerer med modvilje mod sengetider eller kaster sig på gulvet i supermarkedet, så handler det aldrig om dig. Det handler om barnet selv, og det clash barnet møder mellem egne behov og kontekstens nødvendighed. “De straffer ikke dig, de reagerer på en situation, de ikke selv har valgt. Vrede hjælper ikke her. Det gør tydelighed. Du skal både være empatisk men også myndig. Og der kan vi ofte lære noget fra fædrene. Med risiko for at generalisere, så reagerer kvinder ofte mere synligt med deres frustration, hvor mænd er bedre til at være naturligt myndige. Og det er smart. Så skru op for din ro og autoritet. Så behøver du ikke råbe og skrige.”

Faktaboks:

Julie Aasbjerg Andersen (39) er autoriseret psykolog. Cand. Psych. Aut., og har psykologpraksisen ”Mentalt Overskud”. Julie har 10 års erfaring med psykoterapi og har haft over 5.000 samtaler med børn, unge og voksne, par og familier. Julie tilbyder udredning og behandling af unge og voksne med problematikker som angst, depression, stress, selvværdsproblemer, sorg og krise.

www.mentaltoverskud.dk. Hun er gift og mor til tre.

Kilde: www.alt.dk